Vi søger en administrativ koordinator med IT- og økonomiforståelse

6. oktober 2026

Stillingsopslag

Om Arboria

Arboria er en erhvervsdrivende fond under stiftelse med 15. Juni Fonden som stifter. Vores formål er at styrke mental sundhed gennem naturbaserede indsatser, hvor naturen danner rammen om og er en aktiv medspiller i at reducere stress, angst og depression. Læs mere på vores hjemmeside www.arboria.dk

 

Arborias organisation består pt. af en direktør, en fagchef og to deltidsstudenter. Desuden forventes en programchef ansat snarest. Vi søger en administrativ medarbejder i 30 timer om ugen med flair for økonomi, IT og samarbejde.

 

Din rolle

Du bliver en del af et lille opstarts-team, hvor du får mulighed for at være med til at udvikle Arboria næsten fra starten. Du får en andel i et bredt opgavefelt, men også ”dine egne” opgaver og praktiske gøremål. Du arbejder tæt sammen med resten af teamet og eksterne samarbejdspartnere om de enkelte opgaver. Du refererer til Arborias direktør.

 

Din rolle vil især omfatte:

  • Styring af eksterne leverandører. Vi indkøber hjælp til kontering, regnskab, revision, løn, pension, bank og forsikring, jura, IT-support, hjemmeside, sociale medier, kontorlokaler mv. Disse eksterne aftaler skal drives og kvalitetssikres i en god dialog med leverandørerne, hvor du er vores interne tovholder.
  • Interne administrative opgaver. Selv om nogle opgaver er outsourcet, så er der mange interne opgaver fx i forhold til budget og regnskab, økonomistyring, budgetopfølgning, økonomirapportering, bestyrelsesbetjening, arkivstruktur, møde- og kalenderstyring, ferieplaner, telefonbetjening, web-redaktør, IT-understøttelse af Arborias opgaver samt IT-sikkerhed og intern IT-support mv. Du har en central opgave i at udføre alle disse opgaver.
  • Afrapportering til myndigheder og partnere. Vi skal opfylde en række krav om afrapportering mv. i forhold til myndigheder og partnere. Du har overblikket og udfører de fleste af opgaverne.
  • Arrangementer. Vi vil med tiden afholde en del møder, seminarer, netværk og træningsarrangementer. Du bistår med den praktiske forberedelse og afvikling og anvender digitale redskaber hertil.
  • Generel støtte til andre dele af Arboria-sekretariatet, herunder programstyring, forretningsudvikling mv. Vi løser opgaverne sammen.

 

Din profil

Vi forventer at du har de fleste af nedenstående kompetencer, men vi ved godt, at ingen kan alt:

  • Din uddannelsesbaggrund er ikke afgørende, men måske er du uddannet professionsbachelor i administration og økonomi, finansøkonom eller revisor(assistent).
  • Gerne indsigt i flere sektorer – erfaring fra en fond eller den private sektor er en fordel.
  • Solid økonomiforståelse og erfaring med styringsværktøjer.
  • Superbruger af IT-værktøjer som Microsoft Office-pakken, dagsordensystem, AI og øvrig IT-understøttelse af økonomi, administration og styring. 
  • Erfaring med at drive og følge op på eksterne leverandøraftaler.
  • Styr på administrative processer og strukturer, herunder myndighedskrav.

 

Vi lægger vægt på, at du som person:

  • Trives i en iværksætterkultur, hvor opgaverne er i løbende udvikling.
  • Arbejder struktureret og effektivt.
  • Overholder aftaler og leverer til aftalt tid.
  • Har sans for detaljen uden at tabe det overordnede formål af syne.
  • Er god til at kommunikere på skrift og tale.
  • Er selvstændig, men en dedikeret holdspiller med blik for hjælp til kollegaer.
  • Er i højt humør og god til menneskelige relationer.
  • Har en positiv og løsningsorienteret tilgang.
  • Interesse for og gerne et personligt engagement i naturen.

 

Vi tilbyder 

  • En rolle i opbygningen af et nyt og ambitiøst center.
  • Et lille og engageret team med korte beslutningsveje.
  • Et hjælpsomt arbejdsmiljø, hvor vi bakker hinanden op .
  • Fokus på balance mellem arbejdsliv og fritid. 
  • Et job med mening

 

Tiltrædelse og ansættelsessted

Tiltrædelse 1/1 2027 eller, hvis muligt, før.

 

Arboria flytter i kontorfællesskab tæt på metro og S-tog og med udsigt over Peblingesøen på Ewaldsgade 9, 2200 Kbh. N. fra 1/1 2027.

 

Løn og ansøgningsproces

Løn efter kvalifikationer. 

 

Ansøgning og cv sendes via Jobindex senest 25. oktober 2026.  https://www.jobindex.dk/vis-job/h1705010

 

Der vil være ansættelsessamtaler 18. november og evt. 2. samtale 20 november. Samtalerne finder sted hos 15. Juni Fonden, Arboretvej 2, 2970 Hørsholm. 

 

Hvis du har spørgsmål til stillingen, så er du velkommen til at kontakte Arborias direktør Kenneth Kristensen på tlf. 51970022.

 

Vi ser frem til at modtage din ansøgning.

 

Mere aktuelt