Stærk bestyrelse bag Arboria

5. oktober 2026

Arboria – Center for naturbaseret mental sundhed blev lanceret i mandags med en stærk og langsigtet vision om at styrke mental sundhed gennem naturbaserede indsatser.

 

Men bag ethvert succesfuldt center står … en stærk bestyrelse. Vi er stolte over at kunne dele, hvem der har givet tilsagn om at stå i spidsen for bestyrelsesarbejdet i Arboria:

 

Byd velkommen til Louise Gade, kommende bestyrelsesleder, Niels Heering, kommende næstformand og kommende bestyrelsesmedlem Kinga Szabo Christensen. 

 

Bestyrelsens kompetencer er nøje sammensat og afgørende for centerets arbejde med at skabe sammenhæng mellem evidens, offentlig-privat samarbejde og forankring af virksomme indsatser i den kommunale indsats, sundhedsvæsenet og arbejdslivet. Tilsammen forener bestyrelsen strategisk kapacitet og stærk indsigt på tværs af erhvervsliv, fondsverden og offentlige institutioner: 

 

 ”Jeg ser det som bestyrelsens fornemmeste opgave at sikre Arborias langsigtede relevans og værdiskabelse, så det enorme potentiale i naturbaseret mental sundhed kan blive indfriet til gavn både for det enkelte menneske, arbejdsmarkedet og samfundet, herunder en sundhedssektor med pres på ressourcerne.” 

– Louise Gade, tidligere borgmester i Aarhus Kommune og tidl. EVP for People, Culture & Sustainability i Salling Group.

 

”Jeg ser frem til at bidrage til etableringen og driften af Arboria centret, som 15. Juni Fonden har stiftet og givet tilsagn om at støtte i 10 år med 100 mio. kr.” 

– Niels Heering, næstformand i bestyrelsen for 15. Juni Fonden.

 

”Jeg glæder mig til at bidrage med forretningsforståelse, bred fundering i erhvervslivet og viden og erfaringer fra naturområdet. Arboria har et potentiale til at gøre en stor forskel for danske virksomheder og mennesker med stress, angst og depression.” 

– Kinga Szabo Christensen, rådgivningsdirektør i DI

 

Vi er glade for at kunne samle så stærkt et hold til at skabe viden, gennemslagskraft og handling med en ambition om at styrke den mentale sundhed gennem naturbaserede indsatser. 
 
Vi ser frem til arbejdet i bestyrelsen.

Bestyrelsen bag Arboria

Mere aktuelt