Konsekvenserne rammer ikke kun den enkelte og familien. De viser sig også på arbejdspladserne og i samfundsøkonomien. De samlede direkte omkostninger i sundhedsvæsenet som følge af stress, angst og depression er anslået til næsten 50 milliarder kr. om året. Hertil kommer langt større indirekte omkostninger, blandt andet som følge af sygefravær.
Der findes ingen enkle løsninger på problemet. Der er brug for en bred indsats, men også for at undersøge og udvikle nye behandlingstilbud til voksne med milde til moderate symptomer på stress, angst og depression. Naturbaserede indsatser kan være en del af svaret, hvis de baseres på et solidt vidensgrundlag. De skal i så fald supplere og komplementere de etablerede tilbud til målgruppen – ikke erstatte dem.